Lidt om saltsyre HCl

	På billedet til venstre ses 2 reagensglas, hvor der tydeligvis er sket noget. I glasset tættest på denne tekst er der smidt noget Zn (Zink) ned i den fortyndede saltsyre. Saltsyre er en stærk syre, hvilket her skal læses som at næsten al syren forekommer som ioner: H^+ og Cl^-ionerne. Denne syre kan som så mange stærke syre opløse Zn efter følgende teori: Zn + 2H^+ (fra syren) → Zn^++ +H2  . Dette betyder at Zn afleverer 2 elektroner til 2H^+ og siges derfor at være mere elektropositivt end H. Cu (kobber) er mindre elektropositivt end H og kan derfor ikke opløses i saltsyre.
	Billedet her til venstre er et udsnit af billedet ovenover og viser ganske enkelt et lille stykke marmor der er kommet i saltsyren. Det bruser lystigt, men i modsætning til det hydrogen der bliver dannet når det er Zn der puttes i, så er det nu en anden luftart der fremkommer. Marmor hedder rent kemisk CaCO3 , og det sker er følgende reaktion: CaCO3 + 2H^+ (fra syren) → Ca^2+ + CO2 + H2O. Det er altså kuldioxid - CO2 der dannes ved denne reaktion
	Den dannede CO2 reagerer med kalkvand og danner et bundfald i dette - se billedet til venstre. Kuldioxiden fra reagensglasset med saltsyre og marmor ledes stille og roligt over i et reagensglas med kalkvand via en gummislange. Det dannede bundfald ses tydeligt. Denne proces er een af de klassiske inden for den uorganiske kemi: Kalkvand hedder Ca(OH2) og er en stærkt basisk. Består af ionerne Ca^++ og 2 OH^-. Vi får derfor følgende proces: 2OH^- +CO2 → CO3^2- + H2O Med andre ord: bundfaldet er CaCO3 , det marmor vi startede med at putte i saltsyren… Ved megen tilsætning af kalkvandet forsvinder bundfaldet dog, men det er nærmest gymnasiekemi, og skal ikke behandles her…